Aflysning af Blodig Weekend 2020

Hej kære Blodig Weekend-publikum

Vi har på Blodig Weekend taget den beslutning at aflyse årets festival pga. COVID-19 situationen. Om der bliver andre begivenheder/særvisninger/mm. kan vi ikke sige på nuværende tidspunkt, men vi håber selvfølgelig på det bedste.

Det er en meget trist beslutning, men vi håber på jeres forståelse og at se jer igen lige så snart, vi igen kan åbne for film og mødes med hinanden i en fælles begejstring over genrefilmens mange glæder.

*FESTIVAL UDSKYDES*

På grund af den aktuelle COVID19-krise udskydes Blodig Weekend filmfestival til senere på året. Det beklager vi selvfølgelig, men der arbejdes nu på højtryk for at få en ny dato for festivalen på plads. Nyt om dato vil blive meldt ud her på vores hjemmeside og på Facebook, Twitter og Instagram.

Årets plakat

Så er vores bloddryppende plakat for Blodig Weekend 2020 klar. Mange tak til John Kenn Mortensen for at skabe en gruopvækkende plakat for os igen i år…

Rabid

I dag kan vi offentliggøre endnu en film til vores blodige program: Soska-søstrenes Rabid, der vil fortære din sjæl og – mest af alt – dit kød. Se med, når modeindustrien bliver revet fra hinanden i årets mest kadaverflænsende skræksatire.

Dato for programoffentliggørelse kommer snart. Stay tuned…

Come to Daddy

Årets mest riv-rav-ruskende galskab af en film er Come to Daddy og vi er overmåde begejstrede over at kunne præsentere den på dette års Blodig Weekend. Se Elijah Wood lukke op for sluserne, når han spiller den unge hipster, der skal besøge sin gamle far dybt inde i skoven – og så skal der ikke siges mere! Årets mest excentriske filmoplevelse starter her.

After Midnight

Hver nat kommer et stort monster forbi Hanks hus for at rive ham i stumper i stykker.

Med The Battery, der blev vist på Blodig Weekend i 2013, satte Jeremy Gardner nye standarder indenfor både zombie- og indiefilmen. Vi viser hans nyeste film, After Midnight, på Blodig Weekend 2020, hvis du trænger til en smule romance-americana krydret med monsterstemning.

Jubilæumsvisning af Sidste Time + gæster til Blodig Weekend 2020

Ja, så er det 25 år siden, at Sidste Time slagtede uvidende teenagere på et gymnasium i Danmark. Det hylder vi selvfølgelig, og med os har vi de danske gyserlegender, forfatter Dennis Jürgensen og instruktør Martin Schmidt. Så lad som om I er teenagere igen og få et koldt gys til Blodig Weekend i april i Empire Bio.

Halloween med Blodig Weekend: The Lighthouse

Blæsende. Stormende. Ruskende. Regnede. Men mest af alt ensomt.

Sådan er hverdagen for to mænd, der sidder med hinanden som det eneste selskab på en lille, gold ø, der udover dem kun huser et lystårn. Snart begynder sindssygen at overtage de to mænd, hvis ukontrollerede mareridt og underbevidste længsler truer de to mænds skrøbelige besindelse.

The Lighthouse instruktør Robbert Eggers’ anden film efter den roste The Witch, der blev en fænomenal publikumssucces og som udfordrede skrækfilmens normer. Det samme kan i den grad siges om The Lighthouse, der allerede nu kan siges at være en af årets vildeste filmoplevelser.

Vi viser The Lighthouse til selveste Allehelgensaften d. 31. oktober klokken 22:00 i Empire Bio. Filmen vises uden undertekster.

Dato for Blodig Weekend i 2020

Sæt kryds i kalenderen fra torsdag den 16. april til søndag den 19. april næste år, hvor Blodig Weekend filmfestival finder sted i Empire Bio på Nørrebro. Vi glæder os til at byde velkendte såvel som nye gæster velkommen til flere uhyggelige, blodige, provokerende og fantastiske genrefilm.