Ghostland

Pascal Laugier er tilbage. Efter en lang pause hvor Hollywood prøvede at nedtone hans udtryk, er den ubarmhjertige franskmand tilbage med en film, der er som en spirituel opfølger til Martyrs, filmen, der gjorde ham til en levende legende i genrefilmskredse.

I Ghostland møder vi to søstre, der sammen med deres mor var udsat for en drastisk og bestialsk forbrydelse, da de som unge overnattede i et hus, der var gået i arv fra tanten. Nu er de voksne og oplevelsen er fortid. Vera lever stadig i fortiden og er plaget af voldsomme minder fra den forfærdelige nat, mens Beth er blevet en succesfuld forfatter med ar på sjælen. Årevis senere genforenes de i selvsamme hus sammen med moderen, hvor det skal vise sige, at tingene ikke er, som de ser ud til.

Ligesom Martyrs er Ghostland en film om to unge kvinder i et limbo mellem fornægtelse og anerkendelse af fortiden, som der undertiden skal afregnes. Laugier sætter stadig pris på den grusomme æstetik, der lever i rædslen og med ham bag roret er Ghostland ikke bare en af de mest barbarisk smukke, men også udfordrende skrækfilm i år.

Vises lørdag d. 14. april klokken 19:15 i sal Carl

Instruktør: Pascal Laugier
Medvirkende: Crystal Reed, Anastasia Phillips, Myléne Farmer
91 minutter

Køb billetter her.