Night of the Virgin

Det syrede gys kommer i år i form af den spanske horrorkomedie The Night of the Virgin, hvor en ung mand beslutter sig for endelig at komme af med sin mødom. Til en fest ser han en ældre og mystisk kvinde, der med ét bliver objekt for hans seksuelle behov. Han må have hende, koste hvad det vil. Og koste noget kommer det til, da han kommer med hende hjem og opdager, at det måske ikke alligevel er så vigtigt at komme af med sin mødom på denne nat.

Der er ikke sparet på væskerne eller fantasifuld brug af kropsåbninger i The Night of the Virgin, der uden tvivl vil komme til at stå tilbage som en af de mest syrede film, der er blevet vist på et lærred i 2017. Først sent opdager vi, hvad det hele går ud på, men det er ikke målet, men rejsen, der er det vildeste trip i denne skrækkomedie, der giver masser af stof til efterfølgende diskussioner og farverige mareridt.

Til visningen vil instruktør Roberto San Sebastián og producer Kevin Iglesias være tilstede for at skabe en fest før, under og efter filmen. Vi lover, at det bliver mindeværdigt!

116 minutter

Køb billet til The Night of the Virgin.