Revenge

Der er ikke de rosende ord, der ikke er blevet sagt om Coralie Fargeats Revenge, efter den fik sin premiere på Toronto Film Festival. Med hypnotiserende intensitet har Fargeat skabt en næsten perfekt rape/revenge-film, der af Bloody Disgusting er blevet kaldt en af de bedste genrefilm i 2018.

Den naive Jen tager med sin gifte elsker ud til ørkenen på weekendtur, hvor to af hans venner også skal opholde sig. Det ender i et brutalt angreb og efter Jen er blevet overfaldet, voldtaget og efterladt af de lystne venner, forvandler hun sig til en hårdhudet kvinde, der ikke længere finder sig i noget som helst. Det kunne virke som handlingen i mange film før den, men med Fargeat i instruktørstolen, ender Revenge med at være en intens filmoplevelse, der giver minder om dengang, grindhouse-biografer lovede slibrige filmoplevelser, som både underholdt og havde noget på hjerte.

På Blodig Weekend er vi samtidig yderst glade for at kunne præsentere en film, der svælger i oceaner af blod. For når først Jen bliver rasende på sine bødler, går det ikke roligt for sig i den nøgne ørken, hvis orange sand snart vil få en rødlig farve, der vist ikke har naturlige årsager.

Vises lørdag d. 14. april klokken 21:30 i sal Carl

Instruktør: Coralie Fargeat
Medvirkende: Matilda Lutz, Kevin Janssens, Vincent Colombe
108 minutter

Køb billetter her.