VampyrVidar

Efter at have turneret rundt på de amerikanske festivaler, blevet signet af Dread Central og skabt uro i hjemlandet Norge, er VampyrVidar endelig kommet hjem til Skandinavien.

Livet kan være svært, når man bare er en misforstået bonde udenfor en lille norsk landsby, men det bliver ikke meget nemmere, når man en morgen vågner op som en vampyr, der er ledt på afveje af selveste Jesus, der måske ikke er den guttermand, man skulle tro. Dette er desværre, hvad der sker for den kristne landmand Vidar, der i starten er ganske tilfreds med sit nye udfarende liv væk fra sin brokkende mor og kammerater, der bare ser ham som et komisk afbræk i hverdagen. Men kan jetsetter-vampyrlivet vare ved?

På næsten ingen penge har de to nordmænd, Thomas Berg og Fredrik Waldeland, lavet en film, der er imod alt, der hedder både religion og god smag. Samtidig har den skabt sin egen lille niche i vampyrgenren. Med andre ord: VampyrVidar er en af de sjoveste horrorkomedier i år. Se den.

En af filmens to instruktører, Fredrik Waldeland og skuespiller Kim Sønderholm vil være til stede før og efter visningen.
Vises lørdag d. 14. april klokken 17:00 i sal Asta

Instruktører: Thomas Aske Berg og Fredrik Waldeland
Medvirkende: Thomas Aske Berg, Brigt Skrettingland, Kim Sønderholm
88 minutter

Køb billetter her.