Victor Crowley

Med Victor Crowley er vi med instruktør Adam Green og muskelmand Kane Hodder tilbage i Hatchet-land i franchisens fjerde film, hvor horrorgenren får en god dosis sarkastisk humor i en film, hvor man ikke behøver være bekendt med hverken de tidligere Hatchet-film eller bonderøven Victor Crowley for at kunne være med.

Der er gået ti år siden Victor Crowley gjorde livet surt for en masse uheldige unge i Louisianas sumpområde. Lokket af en bunke penge, bliver den eneste overlevende Andrew igen lokket ud i vildnisset, hvor han sammen med en andre ulyksalige mennesker møder ingen anden end selveste titelpersonen, der uheldigvis er blevet vækket til live.

Victor Crowley er party-horror, der ikke kun er en pastiche på genren, men også en effektiv måde at blande skræk og humor uden at det nogensinde bliver forceret. Tværtimod. Victor Crowley er en selvreflekterende slasherfilm, der oser af personlighed i både sine praktiske effekter og åbenlyse selvironi, når vores morderiske, men alligevel elskelige skurk igen giver den som en anden Jason Voorhees i sumpen, hvor hjælpen ikke er til at få fat på.

Vises fredag d. 13. april klokken 16:45 i sal Carl

Instruktør: Adam Green
Medvirkende: Parry Shen, Kane Hodder, Laura Ortiz, Dave Sheridan
83 minutter

Køb billetter her.