Program i Cafe biografen, Odense

Programmet er kurateret i samarbejde med Skrækfest

Torsdag den 12. november

Kl. 17.30 – Pet Sematary

Med introduktion af Mathias Clasen, forfatter, Stepeh King-entusiast og lektor ved Århus Universitet

Køb billet her

”Sometimes, dead is better” bliver det klogt sagt i filmatiseringen af Stephen Kings Pet Sematary, men det råd tager vi ikke til os på Blodig Weekend, hvor klassikeren fra 1989 bliver vækket til live igen i form af en retrospektiv visning!

Creed-familien er en vaskeægte amerikansk kernefamilie på landet med to artige børn og en sød kat. Fremtiden ser lys ud. Men så kommer den dødelige tragedie, der ændrer alt og får familiefar Louis til at tage en dumdristig beslutning: for bag huset ligger en dyrekirkegård, hvor alt der begraves, kommer tilbage til livet.

Blev du som barn skræmt fra vid og sans af  en indelåst kvinde ved navn Zelda, lover vi, at du nu kan komme til at møde hende igen, når hun indtager det store lærred sammen med arrige katte med gule øjne og små vredladne drenge med morderiske tendenser..

INSTRUKTØR: Mary Lambert

USA 1989

103 MIN.

ENGELSK DIALOG

MEDVIRKENDE: Fred Gwynne, Denise Crosby, Dale Midkiff

Fredag den 13. november

Kl. 17.30 – Ghost in the Cell

Med introduktion af Niels Mark, Skrækfest

Køb billet her

Der er filmiske fyrværkerier i luften i Joko Anwars seneste genre-opus, som inviterer os indenfor i et berygtet indonesisk fængsel.

I Labuhan Angsana-fængslet er hver dag en kamp for overlevelse imellem hærdede gangstere, korrupte vagter og en tyrannisk fængselsinspektør. Da en stribe uforklarlige mord begynder at hjemsøge de indsatte, må de indse, at de står overfor overnaturlige kræfter. Overlevelse vil kræve en hidtil utænkelig alliance mellem indsatte og vagter – såvel som spontane dance-offs, balletlignende knytnævekampe og impromptu bønner. 

Filmen var en sensation ved årets Berlinale og med god grund; med Ghost in the Cell har Joko Anwar skabt en grotesk horrorkomedie, der formår at balancere udpenslet brutalitet, politisk satire og slapstick – en bonanza for enhver horror-action-fan!

INSTRUKTØR: Joko Anwar

Indonesien 2026

106 MIN.

INDONESISK DIALOG MED ENGELSKE UNDERTEKSTER

MEDVIRKENDE: Abimana Aryasatya, Almanzo Konoralma, Aming Sugandhi

Kl. 20.00 – Sanguine (Species)

Køb billet her

Film som Raw, In My Skin og Inside har banet vejen for Sanguine, der er en vaskeægte Gen Z shocker, som viser, hvad et stressende og højspændt miljø kan føre med sig. Her forenes ubehagelige kropsmuteringer, symbolsk refleksion over samtidens præstationskultur og en overraskende mængde humor i gory harmoni.

Den unge, ambitiøse medicinstuderende Margot får en fantastisk chance, da hun får lov til at komme i praktik på et af Frankrigs mest prestigefyldte hospitaler. Hendes glæde fortager sig dog hurtigt, da hun opdager sære symptomer – først hos en række patienter, og derefter også sin egen krop. En transformation er i gang, men til hvad?

INSTRUKTØR: Marion Le Coroller

Frankrig 2026

103 MIN.

FRANSK DIALOG MED ENGELSKE UNDERTEKSTER

MEDVIRKENDE: Mara Taquin, Karin Viard, Kim Higelin

Lørdag den 14. november

Kl. 17.30 – Scream

Med introduktion af Jane Valeur, filmanmelder og kulturformidler

Køb billet her

I 90’ernes horrortørke kom Scream på banen og gav alle mord og gore på hjernen. Hvor teenagere var blevet vant til halvkedelige udgivelser, der kom direkte på video eller flade og uinspirerede franchisefilm, kom nu en kommende meta-klassiker, der igen skræmte horrorverdenen.    

Sidney Prescott er en helt almindelig amerikansk teenager i Woodsboro, USA, hvor hun hænger ud med sine venner og venter med at have sex med sin kæreste, Billy. Men tingene bliver endnu sværere for Sidney, da hun snart bliver jagtet af morderen Ghostface, der har kastet sin morderiske kærlighed på hende og alle dem, der befinder sig i nærheden.

Med sædvanlig halvfemser-ironi og selvbevidste jokes om genren startede Scream en ny guldalder for skrækfilm, der fik en hel generation ind i biografen for at mærke det kolde gys.

INSTRUKTØR: Wes Craven

USA 1996

101 MIN.

ENGELSK DIALOG

MEDVIRKENDE: Neve Campbell, Drew Barrymore, Skeet Ulrich

Kl. 20.00 – Onslaught

Med introduktion af Jane Valeur, filmanmelder og kulturformidler

Køb billet her

Instruktør Adam Wingard og manuskriptforfatter Simon Barrett er et makkerskab så skudsikkert, at man skulle tro, det blev lavet i det samme laboratorium som soldaterne i Onslaught. Med film som eksempelvis A Horrible Way to Die, The Guest og You’re Next i bagagen er de tilbage med endnu en grusom perle til samlingen.

På en isoleret militærbase arbejder den nazi-sympatiserede Dr. Kammler på at skabe genetisk modificerede supersoldater. Missionen kompliceres, da tre forsøgskaniner slipper ud – og sætter kursen direkte mod den nærmeste civile bosættelse, en trailerpark administreret af den hårdkogte tidligere skarpskytte Celeste.

Et brutalt bombardement af alle sanser i en uforfalsket grindhouse action-horror, der er lige så elegant cool som den er skamløst makaber og underholdende.

INSTRUKTØR: Adam Wingard

USA 2026

92 MIN.

ENGELSK DIALOG

MEDVIRKENDE: Adria Arjona, Dan Stevens, Reginald Veljohnson