Program i Øst for Paradis, Århus

Onsdag den 11. november

Kl. 19.00 – Faces of Death

Køb billet her

I 1978 startede filmhistoriens måske mest kontroversielle filmfranchise i form af Faces of Death: Såkaldte mondo-film, som blande virrkelige filmoptagelser af ulykker og dødsfald med iscenesatte genopførelser.

Den idé har Daniel Goldhaber taget til sig i sin nye meta-slasher. Her møder vi Margot Romero, en ung kvinde, der arbejder med at censurere grænseoverskridende videoer på en TikTok-lignende medieplatform. Her støder hun på en række film, der lader til at genindspille dødsscenerne fra de oprindelige Faces of Death-film – overbevisende nok til at hun beslutter sig for at undersøge sagen nærmere.

De oprindelige mondo-bånd bliver taget under kærlig behandling i Goldhabers re-imagining, hvor vores hovedperson i den grad får syn for sagen, når hun sniger sig ind i gore-ekstremismens  væmmeligste rum.

INSTRUKTØR: Daniel Goldhaber

USA 2026

98 MIN.

ENGELSK DIALOG

MEDVIRKENDE: Barbie Ferreira, Dacre Montgomery, Charli xcx

Kl. 21.00 – Cannibal Holocaust

Med introduktion af Mikkel Abel fra Den sidste filmpodcast

Køb billet her

Filmen, der fik Ruggero Deodato ind i de italienske retssale anklaget for mord på de stakkels medvirkende… indtil de spillevende dukkede op og dermed frikendte ham.

Og hvordan kunne det så ske? Det kunne det ved at lave en film så grusomt realistisk, at man som uskyldig tilskuer snart ikke kender forskellen på hvad, der er virkeligt og hvad der er filmskabelsens ædle kunst. Selv i 2026 er Cannibal Holocaust en kontroversiel titel, som horrorfans verden over diskuterer og debatterer til langt ud i natten.

Men én ting er sikker: hvis du aldrig har set filmen om grænseløse turister med et kamera i kanniballand, så er tiden kommet til at stå ansigt til ansigt med noget af det grimmeste menneskehedens natur har at byde på.

INSTRUKTØR: Ruggero Deodato

Italien 1980

95 MIN.

ENGELSK DIALOG

MEDVIRKENDE: Robert Kerman, Francesca Ciardi, Perry Pirkanen

Fredag den 13. november

Kl. 19.00 – Pet Sematary

Med introduktion af Joachim Jelle fra Gysergutterne

Køb billet her

”Sometimes, dead is better” bliver det klogt sagt i filmatiseringen af Stephen Kings Pet Sematary, men det råd tager vi ikke til os på Blodig Weekend, hvor klassikeren fra 1989 bliver vækket til live igen i form af en retrospektiv visning!

Creed-familien er en vaskeægte amerikansk kernefamilie på landet med to artige børn og en sød kat. Fremtiden ser lys ud. Men så kommer den dødelige tragedie, der ændrer alt og får familiefar Louis til at tage en dumdristig beslutning: for bag huset ligger en dyrekirkegård, hvor alt der begraves, kommer tilbage til livet.

Blev du som barn skræmt fra vid og sans af  en indelåst kvinde ved navn Zelda, lover vi, at du nu kan komme til at møde hende igen, når hun indtager det store lærred sammen med arrige katte med gule øjne og små vredladne drenge med morderiske tendenser..

INSTRUKTØR: Mary Lambert

USA 1989

103 MIN.

ENGELSK DIALOG

MEDVIRKENDE: Fred Gwynne, Denise Crosby, Dale Midkiff

Kl. 21.00 – Drag

Køb billet her

Home invasion-subgenren er almindeligvis en af de mere sadistisk ubehagelige, men med Danny Devito som co-producer vender denne medrivende hvirvelvind af en horrorkomedie (næsten) alt dette på hovedet. 

Da to søstre (Lucy Devito, Lizzy Kaplan) med et temmelig anstrengt forhold bryder ind i et en liebhaverbolig i upstate New York, går der ikke lang tid, før det går galt: den ene forstrækker sin ryg, og kan pludselig ikke bevæge sig. Nu er gode råd dyre og med småskænderier, kaos og irritable comebacks må de finde vej ud af huset, før den luskede ejer vender hjem.

Drag er uden tvivl en af 2026’s absolutte party-horrorfilm, hvor det undervejs bliver mere og mere besværligt at sige, om man skal græde, grine eller gyse.

INSTRUKTØRER: Raviv Ullman og Greg Yagolnitzer

USA 2026

86 MIN.

ENGELSK DIALOG

MEDVIRKENDE: Lizzy Caplan, Lucy DeVito, John Stamos

Lørdag den 14. november

Kl. 19.00 – METAL

Køb billet her

Spænd sikkerhedsselen og gør dig klar til et vildt sansebombardement der vil smadre dig igennem en grotesk blanding af body horror, splatter punk, hævn, kaskader af blod, gore, ultra vold og sort humor. Bestemt ikke for sarte sjæle eller folk med god smag!

Efter et overfald gennemgår en mand en traumatisk mutation der ændrer hans legeme til en blodtørstig metalengel, der kun har hævn over sin datter i tankerne. Smerten er først lige begyndt!

METAL er inspireret af den japanske kultfilm TETSUO – THE IRON MAN af Shinya Tsukamoto fra 1989. 

Der er brugt over 500 liter filmblod i METAL, hvilket gør den til den måske blodigste film lavet i Danmark.

Velkommen til en verden af METAL.

INSTRUKTØR: Henrik Andersen 

DANMARK 2026

46 MIN

DANSK DIALOG

Medvirkende: Henrik Andersen, Jesper Hvidtved Nielsen, Freja Mikkonen Andersen, Albert Mikkonen Andersen. mfl.

Kl. 21.00 – Sanguine (Species)

Køb billet her

Franskmændene har altid været leveringsdygtige i ekstrem body horror, og Sanguine er bestemt ingen undtagelse! Her forenes afrevne lemmer, symbolsk refleksion over samtidens præstationskultur og en overraskende mængde humor i gory harmoni.

Den unge, ambitiøse medicinstuderende Margot får en fantastisk chance, da hun får lov til at komme i praktik på et af Frankrigs mest prestigefyldte hospitaler. Hendes glæde fortager sig dog hurtigt, da hun opdager sære symptomer – først hos en række patienter, og derefter også sin egen krop. En transformation er i gang, men til hvad?

Film som Raw, In My Skin og Inside har banet vejen for Sanguine, der er en vaskeægte Gen Z shocker, som viser, hvad et stressende og højspændt miljø kan føre med sig… 

INSTRUKTØR: Marion Le Coroller

Frankrig 2026

103 MIN.

FRANSK DIALOG MED ENGELSKE UNDERTEKSTER

MEDVIRKENDE: Mara Taquin, Karin Viard, Kim Higelin

Søndag den 15.november

Kl. 19.00 – Onslaught

Køb billet her

Instruktør Adam Wingard og manuskriptforfatter Simon Barrett er et makkerskab så skudsikkert, at man skulle tro, det blev lavet i det samme laboratorium som soldaterne i Onslaught. Med film som eksempelvis A Horrible Way to Die, The Guest og You’re Next i bagagen er de tilbage med endnu en grusom perle til samlingen.

På en isoleret militærbase arbejder den nazi-sympatiserede Dr. Kammler på at skabe genetisk modificerede supersoldater. Missionen kompliceres, da tre forsøgskaniner slipper ud – og sætter kursen direkte mod den nærmeste civile bosættelse, en trailerpark administreret af den hårdkogte tidligere skarpskytte Celeste.

Et brutalt bombardement af alle sanser i en uforfalsket grindhouse action-horror, der er lige så elegant cool som den er skamløst makaber og underholdende.

INSTRUKTØR: Adam Wingard

USA 2026

92 MIN.

ENGELSK DIALOG

MEDVIRKENDE: Adria Arjona, Dan Stevens, Reginald Veljohnson

Kl. 21.00 – Colony

Med introduktion af Bjarke Friis Kristensen fra Kino.dk

Køb billet her

Hvis der er én ting, instruktør Yeon Sang-ho er god til, så er det zombiebaskere. Med Seoul Station, Peninsula og, selvfølgelig, Train to Busan sidder han som konge for enden af horrorbordet i den boomende sydkoreanske filmindustri.

Ved en bioteknologisk konference slipper en muterende virus ud og transformerer deltagerne til blodtørstige væsner med en myre-lignende fælles bevidsthed. Efterhånden som udbruddet spreder sig, afspærrer myndighederne konferencebygningen, mens en lille gruppe overlevende kæmper for at forsvare sig – og forstå, hvordan smitten kan overvindes. 

Med Colony er Yeon Sang-ho tilbage med en zombiefilm, der kommer fra Cannes til København med groteske lemlæstelser og svampe-agtige udøde. Lad jagten begynde!

INSTRUKTØR: Yeon Sang-ho

SYDKOREA 2026

123 MIN.

KOREANSK DIALOG MED ENGELSKE UNDERTEKSTER

MEDVIRKENDE: Ji Chang-wook, Jun Ji-hyun, Shin Hyun-been